
Produkt beskrivelse
Socialkonstruktivismen er en indflydelsesrig moderne
position inden for natur-, samfunds- og humanvidenskaberne, som også har
spillet en betydelig rolle i den almindelige samfundsdebat. Det skyldes især
socialkonstruktivismens kritiske dagsorden. Det er påstanden om, at visse ting
eller forhold, der normalt betragtes som givne, naturlige eller ligefrem
nødvendige, ved nærmere eftersyn viser sig at være menneskeværk. De er
hovedsagelig frembragt og vedligeholdt af samfundsmæssige tankemønstre og
praksisser. Det betyder, at vi kan ændre disse fænomener, hvis vi måtte ønske
det.
Socialkonstruktivismens videnskabelige dagsorden er at
afdække de forskelligartede samfundsmæssige interesser, der opretholder de
forskellige konstruerede fænomener, og at vise, hvorledes disse bærer aftryk af
deres oprindelse. Samtidig antydes mulige alternativer til den herskende orden.
Socialkonstruktivismen har dybe rødder i europæisk filosofi,
og det er ikke muligt at forstå dens argumentation eller dens ærinde til bunds
uden at kende denne oprindelse. Finn Collin ridser i denne bog den
filosofihistoriske baggrund op og leverer en kritisk gennemgang af de centrale
konstruktivistiske argumenter. Dernæst præsenteres socialkonstruktivismens
vigtigste retninger og skikkelser. Det drejer sig om den såkaldte
Edinburgh-skole og dens efterfølgere, heriblandt Bruno Latour, som især har
beskæftiget sig med naturvidenskaberne, mens konstruktivismen inden for human-
og samfundsvidenskaberne repræsenteres af navne som Michel Foucault, Niklas
Luhmann, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe samt kritiske diskursanalytikere som
Norman Fairclough.
Bogen leverer en grundig, kritisk, men afbalanceret
præsentation af socialkontruktivismen og dens hovedskikkelser.
Detaljer
- ISBN13 9788759339121
- Udgivet 2021
- Forlag Samfundslitteratur
- Udgave 1
- Sprog Dansk