Pædagogisk praksis indgår i et stort og på mange måder frygtindgydende projekt: Menneskets frembringelse. Hvor filosofien de senere årtier har sat markante spor i diskussionen af den biologiske side af menneskets frembringelse, er den filosofiske refleksion over den pædagogiske side af sagen foregået mere ubemærket. Biotekniske indgreb forekommer mere principielle end pædagogiske. Det fornyede politiske fokus på det pædagogiske område og nye pædagogiske teknologier rejser imidlertid også filosofisk og samfundsmæssigt presserende spørgsmål om, hvad mennesket er og skal være, hvad der er muligt - og med hvilken ret der overhovedet gribes ind pædagogisk.